Sygemeldning, ærlighed og et sikkerhedsnet der virker..

Sidste år i september blev jeg sygemeldt grundet overbelastning i mine hofter, vi har bare noget med de hofter i vores familie – min mor har døjet med hofterne i næsten 10 år uden lægerne kan finde Holger(fejlen) og for en måned siden der fik min far sku en hel ny en af slagsen (troede aldrig jeg sku sige det her om en ny hofte, men blev sku lidt misundelig på ham), troede faktisk man skulle være tudse gammel for at få sådan en spritny reservedel.

Jeg blev som sagt sygemeldt sidste år i september, efter flere år med smerter som kom og gik i perioder, så sagde min hofter simpelthen stop og jeg måtte smide håndklædet i ringen og tage til lægen. Dommen var som forventet “Du skal omskoles, du kan ikke arbejde som frisør mere for så vil smerterne bare komme igen og igen”…….

…og så gik verden sku lidt i stå og jeg blev stille(noget jeg normalt sjældent gør), jeg får fremstammet til min læge at jeg er selvstændig og har 3 saloner og jeg ihvertifalle på absolut ingen måde og under nogen omstændigheder overhovedet skal omskoles til hverken det ene eller det andet og den stakkels læge får af vide at han bare skal fikse mig og mine uduelige hofter med det vuns, ja det ku faktisk slet ikke gå hurtigt nok.

Det kan han sjovt nok ikke, jeg har en slem overbelastning i begge hofter, de hæver op og lad mig sige det pænt – det gør skiii’e ondt, men lægen forstår mig og mine uduelige hofter og han slår med hammeren og jeg påduttes en 8 ugers sygemelding som skal afsones i hjemmet – INTET frisørarbejde, INGEN gåture, INGEN træning og INGEN kage(Den med kagen tilføjede jeg selv).

5 uger efter var jeg tilbage på arbejde, med dårlig samvittighed over for mine uduelige hofter som faktisk ellers begyndte og opføre sig nogenlunde pænt når de fik ro, men den samvittighed var ingenting i forhold til den der trykker når man er sygemeldt som chef. For udover dårlig samvittighed overfor kunder og kollegaer, så følte jeg mig utilstrækkelig og som lidt af en fiasko – 26 år, ejer af 3 saloner og et skrog som en på 80 – bum.

Det er jo ingen hemmelighed at når kroppen halter, så halter hovedet for det meste også – det hele hænger jo sammen (“heldigvis”). Men hvad fanden gør man når hele lortet ramler og man føler at man har trængt sig selv op i krog? Jeg anede det ærlig talt ikke, jeg havde aldrig stået i en lignende situation og for første gang blev læsset på mine skuldre en smule for tungt og benene begyndte langsomt at give efter. Jeg kunne faktisk ikke gøre andet end at lade mig falde og det er jeg lykkelig for idag, for på ingen tid opdagede jeg hvordan  sikkerhedsnettet blev spændt ud og både min kæreste, familie, svigerfamilie og veninder stod klar til at holde nettet stramt indtil jeg var klar til at stå selv igen.

I november startede jeg stille og roligt op igen og var næsten tilbage på fuld tid i hele den travle juletid, men så kom smerterne i hoften snigende igen og så skete der noget som faktisk sjældent sker, nemlig at min storesøster som jo heldigvis også er min kompagnon slog i bordet og sagde stop, hun fik mig til at indse at helbreddet kommer i første række OGSÅ når man er selvstændig og sammen blev vi enige om at det er bedre at jeg kan arbejde lidt som frisør, end slet ikke.

Det er den bedste beslutning nogen nogensinde har taget for mig og fra 1. Januar så min uge sådan her ud:

Mandag – onsdag: kontoret.

Torsdag – lørdag: salonen.

Jeg har hele tiden vidst at jeg på et tidspunkt måtte skære ned på frisørarbejdet, til dels på grund af mine hofter men samtidig også fordi vi har 3 saloner og knap 20 ansatte, det kræver ens fulde opmærksomhed, koordinering og en pokkers masse kontorarbejde for både Christina og jeg. Så udover at mine uduelige hofter idag samarbejder for det meste(hvilket jeg synes er noget af det feeedeste), så har min nye arbejdsfordeling imellem kontor og salon også givet mig en hverdag hvor der faktisk er plads til at holde fri om aftenen(for det meste), fordi jeg nu kan nå en masse på kontoret.

Så en stor tak til den stakkels læge, mine hofter som ikke er så uduelige alligevel, min familie, kæreste, veninder og ikke mindst min storesøster som trods at vi er blevet voksne, stadig passer på mig♥️

Mit hjerte banker for frisørfaget og jeg elsker at drive saloner, men jeg har lært at man også skal passe på sig selv – det gamle skrog skal jo gerne holde mange år endnu.

//Marlene Bundgaard