9 hårprodukter jeg har med i kufferten...

Når 1 bliver til 2…

Jeg får til hverdag rigtig mange spørgsmål  om hvordan det er at gå fra at være selvstændig alene, til at få en kompagnon som man pludselig skal dele alt med – både hverdagen, de store beslutninger, de små sejre, overskuddet, underskuddet og ansvaret. Jeg får endnu flere spørgsmål om hvordan det er at netop denne person er min søster.

Jeg var selvstændig 5 år alene, før Christina kom ind i billedet som medejer.

Inden det skete havde jeg Ringsted salonen, men min drøm har dog altid været at have flere saloner. Jeg har altid sparret utrolig meget med min far, som selv er selvstændig og min mor, som er en af de der få sælgere der kan sælge sand i Sahara. Christina har altid stået på sidelinjen med gode input til både økonomi, opbygning og alt det administrative. Men selvom jeg har haft det stærkeste hold bag mig, så har de store beslutninger altid kunne holde mig vågen om natten og som den overtænker jeg nu er, har de ofte drænet mig mere end højst nødvendigt. Min stædighed gør at jeg hader at fejle og det at mit hjerte ligger 100 procent i salonerne, gør at jeg ønsker det bedste for forretningen og vores personale. Jeg forbinder ikke mig selv med en af de chefer der kun tænker tal, for så havde jeg drejet nøglen for længst. Jeg vægter det sociale højt, jeg tager det meget seriøst og nært hvis der opstår konflikter og så ved jeg at dårlig trivsel er = dårlig business og det taber alle på.

Når de store beslutninger har skulle tages, så har jeg manglet en kompagnon – for her er der ingen kære mor og far, de beslutninger kan kun tages hvis du står med tæerne dybt i sandet og firmaet er dit eget.

Det jeg gerne vil frem til er at hvis du er ene chef på skansen, så kan du jo i princippet gøre som du vil. Dit firma, dine penge, din regler, du bestemmer. Hvis du derimod har en kompagnon, så bliver beslutningerne taget i fællesskab, reglerne bliver lavet i fællesskab og pengene bliver tjent og brugt i fællesskab, det betyder at du snakker om beslutningerne og det synes jeg bestemt er sundt, for selvom jeg elsker at have ret, hvem siger så jeg faktisk har det?

Det er bare min mening og det fungere rigtig godt for Christina og jeg, men måske er det fordi vi er et godt match med hver sine  spidskompetencer. Hvis nu vi var helt ens, så ville der måske slet ikke være samme enighed?

Christina er 6 år ældre end mig, hun er mild, tålmodig og min komplette modsætning, hvilket var nogle af de ting der fjernede alt tvivl, da først beslutningen for alvor skulle tages. For selvfølgelig var der tvivl, jeg er ret sikker på at det er mere normalt at gå fra at være 2 chefer til at være 1, end omvendt, men i det her tilfælde skulle Christina ind i firmaet og finde sin rette plads. For mig var det svært at vurdere om jeg som person ville være i stand til at ligge ansvaret fra mig til en anden, om jeg var i stand til at dele og om jeg kunne lade en anden tage store beslutninger i det firma jeg havde brugt 5 år på at bygge op. Men selvom Christina idag er chef på lige fod med mig i Ringsted salonen, så stoppede det langt fra der, for i det øjeblik hun blev medejer så var der to til at løfte, to til at tage de store beslutninger og sammen byggede vi videre og pludselig virkede det meget fjernt at have stået med ansvaret alene.

Det har klart været en kæmpe omvæltning for både Christina og jeg at gå sammen om det her projekt, på alle måder. For Christina har det været en helt ny verden at komme ind i, som i nok kan regne ud er der stor forskel på et revisorkontor og en frisørsalon(vi er selvfølglig sjovere). For mig har det været processen i at give ansvar fra mig og samtidig har vi sammen skulle fordele de opgaver, som vi begge kan varetage.

Her får i lige 4 personlige grunde til, at jeg sætter utrolig stor pris på netop min kompagnon:

1 • Når jeg møder ind på kontoret om morgenen, så sidder der en lille krøltop og smiler til mig. Hun siger ikke noget til at jeg altid møder min. en halv time senere end hende, fordi hun ved jeg er B-menneske, hun ved jeg lige skulle drikke kaffe, ryge og kvæle en halv bolle ude på trappen, før jeg er klar til at gennemgå dagens to-do. Hun ved at jeg ligger de halve timer i firmaet på et andet tidspunkt af døgnet og at vi arbejder forskelligt, det ved hun fordi hun kender mig bedre end nogen anden.

2 • Når der opstår en situation(som vi kalder det), som selvfølgelig ikke kan undgåes at der gør med 20 ansatte, 3 saloner og rigtig mange kunder, så står hun lige der – ikke bag mig, eller foran – nej lige ved siden af mig. Hun ved jeg er mere nærtagende og sart end hende selv, alligevel så ved hun også at hun ikke skal træde i den beskyttende storesøster-rolle, men at vi skal fokusere og finde en løsning sammen.

3 • Når jeg før i tiden skulle på ferie, så havde jeg min telefon klistret til hånden konstant og jeg forlad aldrig salonen uden ordene “I ringer bare, hvis der er det mindste, når som helst”. Idag tør jeg godt lade telefonen ligge i bunden af strandtasken, for selvom hun ikke er uddannet frisør, så er hun mindst ligeså meget frisørmester som jeg er og hun mestre alle opgaver til perfektion efter kun 1,5 år i branchen.

Hun ved at jeg har brug for en opdatering en gang imellem, fordi jeg ikke bryder mig om at slippe tøjlerne, men hun ved også at jeg har brug for at lade op.

4 • Det sidste halvandet år har jeg lært mere om at drive forretning og nå mine mål, end  jeg gjorde de første 5 år som selvstændig. Det kommer når man presser hinanden, kender hinandens grænser, når man lærer at det er vigtigt at der synergi i et samarbejde, man skal ro på samme tid og ligeledes gøre plads til at genfinde pusten sammen.

Idag ejer vi firmaet 50/50 og selvom jeg startede HAIR BY MBS og det er mine initialer der står på facaderne, så er det at have fået Christina med ombord uden tvivl det bedste der er sket for mig og for firmaet.

Fik du læst indlægget om hvordan vi blev selvstændige.. sammen? Ellers kan du gøre det her.

//Marlene

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 hårprodukter jeg har med i kufferten...