Når 1 bliver til 2...

Huset er solgt…

De sidste ti måneder har uden tvivl været de mentalt hårdeste måneder i mit liv.

Efter 11 år i revisor branchen forestillede jeg mig ikke, at jeg mentalt kunne opleve en hårdere og mere stresset hverdag. Men der tog jeg fejl. Det har mit 2019 indtil forleden dag, været et klart bevis på.

En skilsmisse er aldrig sjov, slet ikke når den involverer børn.
Men skilsmissen er en ting – det nye liv er noget andet og det starter sjovt nok dagen efter beslutningen er taget. Hverdagen venter ikke på, at man får alle de flyvske tanker under kontrol – tanker man unægtelig har omkring hvordan børnene kommer til at klare det, hvordan man selv klarer det og I vores tilfælde, hvor vi er skiltes på en god måde – hvordan Martin klarer det.
Og som om det ikke er nok, så toppes alle de her tanker lige med et hussalg.

Tre ejendomsmæglere var i midten af januar rimelig enige om prisen og indikerede, men lovede selvfølgelig ikke, at sådan et lækkert hus ville være solgt på ingen tid. Nu står vi så her – ti måneder efter og har netop modtaget dokumenterne på at handlen er gået igennem 🙏🏼
Jeg tror vi har haft omkring 30 fremvisninger.. Eller 40.. eller måske endda flere.. Jeg stoppede med at tælle for mange måneder siden.. Men jeg har i hvert fald ryddet op og gjort mere rent de sidste ti måneder end jeg har de syv år vi har boet i huset.
Der har siddet en lille djævel på min skulder, som har nevet mig hver gang jeg så meget som overvejede at slappe af og med sin irriterende stemme fortalt mig, at ukrudtet igen var ved at vinde over blomsterbedet, at spindelvæv fra loftet da sikkert var nyeste mode eller at nullermændene under sengen snart havde en hær, der var stor nok til at erobre hele universet.
Og intet af det har selvfølgelig været rigtigt. Men med fare/chance for, at der pludselig skulle blive ringet om en ny fremvisning den følgende dag, så har huset i 95% af tiden strålet om kap med solen – bare fordi, at det i hvert fald ikke skulle være årsagen til, at det ikke blev solgt.
Jeg har hadet mig selv alle de morgener, hvor jeg skulle have to børn ud af døren og samtidig efterlade huset i pæn stand til fremvisningen midt på dagen. Det er nemlig ikke nogen helt let opgave og børnene har uden tvivl kunne mærke min noget mere stressede attitude og ikke altid børnevenlige tone disse morgener. 😔

Vi glæder os mindre flytteræs og mere af det her ❤

Siden april har vi tilsammen siddet med tre huslejer, hvilket ikke har været optimalt, men absolut heller ikke forventet. Jeg har derfor lavet budgetter og kigget på netbank og hver måned haft en knude i maven med tanke på hvordan økonomien ville se ud den næste måned, de næste tre måneder eller det næste halve år, hvis ikke huset blev solgt. Til gengæld har ungerne og jeg kunne flytte i ro og mag, med masser af tid til at indrette løbende og finde os til rette i lejligheden. Det har været dyrt, men jeg har absolut ikke fortrudt – for den ro det har givet mig at vide, at jeg kunne tilbyde ungerne et “rigtigt” hjem når vi flyttede og ikke en eller flere måneder i flyttekasser rundt omkring har været det hele værd.

Og nu er huset endelig solgt, hvilket betyder at en “almindelig” hverdag kan begynde igen. Og vi glæder os.
VI glæder os til hverdagen ❤

❤ Jeg glæder mig til at kunne fokusere endnu mere på børnene igen. Jeg glæder mig til at være mere nærværende og ikke tænke på fremvisninger, rengøring og flytning.
❤ Jeg glæder mig til at åbne Hair by MBS part 4 i Næstved i morgen sammen med Marlene og til at kunne fokusere endnu mere på vores lille saloneventyr og vores efterhånden store salonfamilie.
❤ Jeg glæder mig til at få overskuddet retur til igen at være mor, søster, veninde, datter og barnebarn og ikke bare til at være en omvandrende zombie med alt for stort søvnunderskud og alt for meget at tænke på.
❤ Jeg glæder mig til med ro i maven at kunne spille spil med ungerne, tage på legeplads eller smide mig på sofaen og se film sammen med dem.
❤ Jeg glæder mig til at invitere min mormor og morfar ud og spise, som en lille tak for, at min seje morfar på 80 år hver eneste uge gennem hele sommeren har slået græsset, fordi jeg ikke selv kunne nå det hele.
❤ Og så glæder jeg mig til at arrangere en hyggelig aften for mine forældre, som har stået klar til at hjælpe med alt fra at hente børnene, til at flytte møbler op på 3. sal og hjælpe med at indrette Næstved salonen.

Ungerne og jeg er i hvert fald 100 procent klar til at slutte 2019 af med manér.
For midt i fremvisninger og hussalg har vi fundet lykken på 3.tv.

3.tv. gør det godt 🙏🏼

Vi stortrives på toppen af Ringsted og lige nu, der glæder vi os bare til at overpynte vores 106 m2 med julepynt fra gulv til loft.

/Christina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når 1 bliver til 2...