Vi flytter…

Vores skønne hus i dejlige Østre Park har stået til salg i 2½ måned. Der er flere, der er meget interesseret, men alle med samme problem – de skal lige have solgt deres eget hus først.

Martin flyttede 1. februar og siden da har ungerne og jeg boet alene i huset – 250 m2 til os tre – det er da rimelig luksus ville de fleste nok mene, meeeeen jeg synes altså det er lige i overkanten. Og nu begynder haven så småt at blomstre og det betyder at græsset skal slås, ukrudtet fjernes, hækken klippes, bedene ordnes og så skal selve huset selvfølgelig også passes, rengøres og vedligeholdes.. og madpakkene skal smøres.. og Simon skal til floorball og Ida skal til svømning.. og så er der vel egentlig også tre saloner der skal passes.. og nu.. ja, nu skal vi altså også flytte..

Heldigvis så kan man sagtens klare sådanne situationer. Eller det er i hvert fald min erfaring. Der er sikkert nogen der ved en masse om kroppen og hjernen, som kan understøtte dette rent fagligt, men udelukkende baseret på min egen erfaring, så ved jeg at min krop og hjerne tænker – det er bare en fase – det kan vi sagtens klare.

En anden årsag til, at jeg ikke bliver slået omkuld er, at jeg er så heldig, at vi i familien Bundgaard Sørensen har en ”familie-knap” – det er virkelig noget, som jeg ville ønske alle havde. Det der sker, det er, at når man trykker på den, så bimler telefonen og alle melder klar til ”tjeneste”. Vi bruger alle sammen knappen – i forskellige situationer og i forskellig mængde, men den virker hver gang. Vores bedsteforældre bruger den primært når smartphones og computere driller og vi ”unge” bruger den, når vi skal flytte eller generelt have hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Men jeg bruger den også når gymnastiksæsonen er ved at være slut og Ida gerne vil vise hvor dygtig hun er blevet. Så trykker jeg på knappen og ved, at der dukker et sted mellem 6-10 familiemedlemmer op og hvis jeg trykker på den dagen efter, fordi Simon spiller floorball stævne på hjemmebane – ja, så kommer de igen og børnene elsker det. Det er fantastisk og det er noget der gør, at vi alle sammen føler, at vores familie er lidt unik.

Nu skal vi flytte.. Helt op på 3. sal.. Og på trods af det, så har Marlene, mine forældre, min svoger, alle fire bedsteforældre på +80, gamle og nye kollegaer, venner og veninder meldt klar til tjeneste. Jeg er rørt og glad og føler mig heldig.

Flytteprocessen bliver lidt længere end normal. Vi håber på en underskrift inden længe og har ikke tænkt os at flytte ”rigtigt” fra huset, før denne er sat. Men det giver os til gengæld god tid til at indrette og gøre lejligheden hyggelig. Vi får tid til at finde de rigtige løsninger, som vil fungere bedst for os alle tre og mulighed for at flytte i et tempo, der gør, at vi ikke skal bo i flyttekasser – og den idé er jeg ret vild med.

Det koster selvfølgelig! Martin og jeg har valgt at se alting som fælles indtil huset er solgt. Vi er således fælles om at dække omkostninger til huset, hans husleje, min husleje og alle vores leveomkostninger. Vi har valgt at gøre sådan, for at gøre det nemt. Vi har begge en interesse i – både for vores egen skyld, men især for børnenes – at gøre alle faser af denne periode så nem som mulig.

Om jeg var i tvivl, da jeg sagde ja til lejligheden – vel vidende, at huset ikke var solgt. Selvfølgelig var jeg det. Alle spørger, hvad nu hvis der går et halvt år? Eller et helt år, før huset er solgt? Det tror jeg ikke der gør – i så fald, så får vi os en økonomisk lærestreg. Men engang imellem må man bare tage chancen – gribe muligheden – tænke lidt mindre og handle lidt mere. Det har vi gjort og ungerne og jeg glæder os til at komme på plads i vores nye lille hjem på 3. sal.

// Christina Bundgaard