Skolestart og minimumsnormeringer..

I fem år har Ida kæmpet for at blive høj nok til at nå det øverste håndtag på lågen til børnehaven – det kan hun stadig ikke. Men om 18 dage må hun traditionen tro, i stedet tage turen OVER lågen, for på den måde at sige farvel til børnehavelivet og i stedet lande på den anden side af lågen som spirebarn. Tre dage senere starter hun i Spiregruppen på Valdemarskolen i Ringsted.

Okay – lad os lige spole tiden tilbage. For syv år siden blev vi bogstavelig talt kastet ind i institutionslivet, da Simons dagplejemor blev langtidssygemeldt fra den ene dag til den anden. Grundet lukning af en af Ringsteds børnehaver året før, var der stort pres på børnehaverne i Ringsted Kommune, og efter at have haft Pladsanvisningen i røret 4-5 gange, lykkedes det hende at skære ud i pap, at vi havde to muligheder. Vi kunne takke ja til Fælleshuset Åkanden eller vi kunne tage orlov fra vores job og vente på en ledig plads et andet sted. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg langt fra var begejstret for den stakkels dame hos Pladsanvisningen – som egentlig bare gjorde sit job – og slet ikke for systemet. At kaste en 2-årig fra sin rolige og trygge dagplejemor, med tre andre børn – direkte ind i en kombineret børnehave og vuggestue med 90 børn – et halvt år før han skulle være startet i børnehave – virkede ikke optimalt. Set i bagspejlet, så var tanken helt sikkert værre for os forældre end for Simon, og velkomsten gjorde da heldigvis også hurtigt vores bekymringer til skamme. En velkomst der gjorde, at vi et par år senere, da Ida var klar til at komme ud og møde verden, slet ikke var i tvivl om, at hun skulle starte i vuggestue i Åkanden og ikke i dagpleje som hendes storebror havde gjort.

Inden vi hopper tilbage til det med skolestart, så kommer man næppe udenom et af de mest brugte ord i medierne i øjeblikket – minimumsnormeringer. I lørdags var der demonstrationer rundt omkring i landet – blandt andet på Torvet i Ringsted. I ugerne op til fik jeg et sted mellem 12-15 invitationer til den lokale Facebook gruppe omkring denne demonstration – og hver eneste gang afviste jeg den.

Jeg vil gerne lige starte med at sige, at jeg synes det er fantastisk, at der er nogen der brænder for at få tingene til at fungere bedre. Og jeg håber de vil fortsætte med at gøre, hvad de finder rigtigt. Men jeg håber også, at der kan være plads til sådan nogen som mig – som ikke synes det er den rigtige løsning. Selvfølgelig skal der ikke spares mere og mere på børne- og ungeområdet, men jeg tror med garanti ikke, at der er et eneste folketingsmedlem, som ønsker at skabe dårlige forhold for den yngste generation – tværtimod. Børne- og ungeområdet er en brik – en vigtig brik – i et større puslespil. Men der skal også være plads til de andre brikker. De ældre, sundhedsvæsenet, vedligeholdelse af infrastrukturen og meget mere. Vi har valgt en række folketingsmedlemmer – dygtige mennesker på hver sin måde – og selvom det indimellem kan være svært, så bliver vi altså nød til at have lidt tiltro til, at de alle forsøger at gøre det bedste for os alle sammen – også for børnene.

Ud over at være forældre i Åkanden i syv år, så har jeg også siddet i forældrebestyrelsen i fire af dem. Hverken her eller i dagligdagen har jeg hørt brok. Jeg har oplevet adskillige udfordringer og flere omrokeringer af personalet, men jeg har set en stærk leder og et handlekraftigt og opfindsomt personale. Jeg bliver hver morgen mødt af glade og smilende pædagoger, og for nylig var jeg med til at fejre en af pædagogernes 25 års jubilæum. Det er da egentlig ikke så tosset og noget må da fungere hvis man bliver på samme arbejdsplads i 25 år. Jeg har aldrig spurgt, men hvis jeg gjorde, så kunne de da helt sikkert sagtens bruge flere hænder (hvilke brancher kunne ikke det), men de formår med de ressourcer de har at skabe fantastiske rammer for børnene – give dem masser af oplevelser, kærlighed og viden. For mig at se, så har alle de skønne pædagoger i Åkanden været med til at sende – først Simon og nu Ida, videre i livet med en holdning til livet om, at hvis man møder modstand, så skal man finde en løsning – for sådan gør personalet. Hvis man har brug for støtte og kærlighed, så skal man give udtryk for det – for personalet er der, hvis behovet melder sig. Men de bliver også sendt afsted med en lektion omkring, at hele verden ikke drejer sig om dem – at man må vente på tur og at andres behov indimellem er vigtigere end ens egen.

Forleden sagde Ida til mig, at hvis der nogensinde skulle ske noget med mig, så ville hun vælge Karina – hendes yndlingspædagog, som mor. Hun fortalte, at Karina altid var glad og fjollede med hende, men også at hun var god til give hende et kram, hvis hun savnede mig eller hvis hun blev ked af, at hun ikke kunne blive på skolen hos Simon, når de har været på besøgsdage deroppe. Den sætning gav mig våde øjne og en klump i halsen, for jeg bliver glad og stolt over, at Ida kan knytte sig så meget til et andet menneske og over at hun kan sætte ord på og beskrive hvad hun føler. Og så giver det mig håb – håb for, at livet i vores danske institutioner måske slet ikke er så slemt igen – for jeg ved der er masser af ”Karina’er” derude.

Vores børnehavekapitel er snart slut – vi skal videre til næste kapitel. Og heldigvis, så ved jeg, at Ida finder en ny ”Karina” – jeg ved det, fordi Simon fandt hende, da han startede. Jeg ved også, at jeg synes de er alt for mange i klasserne og at lokalerne er for små – endnu et område der kunne bruges flere penge – et område der ligesom institutionerne har politikernes opmærksomhed.

Men alle de problemer snakker vi ikke om – for min holdning er, at hvis vi, som forældre gør det til et problem, så ser børnene det på samme måde – hvis ikke, ja så ligger deres fokus et helt andet sted. Og sådan er det for Ida – for hun glæder sig bare. Hun glæder sig på den der gode måde, som kun børn kan. På en måde, hvor hun slet ikke tænker over, hvad det er, hun skal give slip på og vinke farvel til. Derimod, så tæller hun ned hver eneste dag. Hun springer ud af sengen og løber ud i køkkenet og sætter kryds på nedtællingsormen – ja, sådan én har vi og den ”smukke”, hjemmelavede sag, der måler ca. 2 x 1 meter, har prydet vores køkken i de sidste 80 dage!

Skoletasken er – efter Idas mening langt om længe købt – og efterfølgende testet ved utallige ”skole-lege” herhjemme. Tasken vi valgte er af mærket Ergobag og er købt i Bog & Idé. Ida er vild med designet og jeg er vild med, at tasken kan justeres og spændes, så den sidder perfekt på hende. Jeg ved udmærket godt, at det løb hvor jeg kan være med til at vælge ergonomisk korrekte skoletasker ikke varer for evigt. Indenfor en kortere årrække trækker designet og cool’ness meget mere end ergonomi og derfor er jeg ekstra glad for, at jeg trods alt kunne lande aftalen med hende som 5-årig.

(I forhold til ovenstående afsnit omkring minimumsnormeringer, så vil jeg gerne lige nævne at min holdning er baseret på egne erfaringer – jeg ved ikke om Åkandens forhold skiller sig markant ud fra andre institutioner eller andre kommuner. Jeg har ikke siddet og nærstuderet normeringerne i de enkelte byer, men synes blot at det er vigtigt altid at se sagen med flere øjne og håber at mit indlæg kan være med til at bringe andre positive historier frem).

Ha’ en skøn og dejlig dag derude.

// Christina Bundgaard