Vi har købt et hus, med nogle helt specielle naboer 🙈

Rejseguide til Marrakech

Marrakech, souken, marrokansk, Marokko,

Fanget med næsen for langt fremme i Souken

Sidste år var vi i farverige Marrakech, det var Martin og min første sådan rigtige rejse sammen (Vores første rejse var en fodboldtur til Manchester, hvor jeg lå med 40 i feber hele turen – dog vandt United over Liverpool og det reddede lidt turen at se Martin SÅ glad).

Nå men Marrakech viste sig at være farverigt, kaotisk, perfekt til blogger billeder og et kæmpe kulturchok.

Jeg selv har rejst rigtig meget i stort set hele verden, og ja det er mit mål – jeg vil se og opleve det hele. Hvis jeg skal sammenligne Marrakech med en anden by, så må det nok blive Delhi i Indien. Både kontrasten imellem rig og fattig, kulturen og deres levemåde synes jeg minder ret meget om hinanden. Martin havde aldrig rigtig været uden for EU før og derfor var det selvsagt også ham der fik det største kulturchok, hvilket var en af mine bagtanker da jeg spurgte ham om han var frisk på Marokko.

Jeg synes det er sundt, at opleve verden og komme hjem og kunne sige “Hold k… hvor har vi det godt i lille Danmark”.

Så hermed lidt erfaringer og anbefalinger til Marrakech, i bunden af indlægget finder du en lille liste med ting du skal være ekstra opmærksom på når du render rundt i Marrakech’s gader.

 

I hvilken bydel skal du bo?

I Marrakech finder du den nye og gamle bydel, den nye bydel ligner til forveksling en hvilken som helst europæisk storby – bare med palmer og en varm brise. Her er de nyeste butikker, restauranter, diskoteker og moderne hoteller. I den gamle bydel (også kaldet Souken eller medianen) finder du én stor labyrint med små stier og veje, boder, gamle bygninger, lokale restauranter, moskéer og gadesælgere.

Det smukkeste lille franske hotel i den nye bydel

Vi boede i den nye bydel på hotel 2Ciels Boutique hotel og spa – https://da.hotels.com/ho590089/?pa=1&tab=description&q-room-0-adults=2&YGF=0&MGT=1&WOE=3&WOD=2&ZSX=0&SYE=1&q-room-0-children=0 – et smuk lille franskejet hotel med 2 små pools, dejlig store værelser og rigtig god mad. Vi valgte et af hotellerne i den nye bydel fordi vi gerne ville have pool, sol og afslapning når vi ikke skulle ud og opleve. Vi kiggede dog også på et Riad eller to i den gamle bydel, men jeg kan godt indrømme at da vi oplevede souken blev vi MEGET lettet over at vi ikke havde valgt at bo der. Et riad er en firkantet bygning uden vinduer ud mod gaden, da det skal holde varmen ude, til gengæld er der hul i midten med oftest en lille have/gård med et bassin eller pool hvor man kan blive kølet ned. Mange riad’s er bygget til familier og dem der idag er blevet bygget om til hoteller er derfor oftest også familieejet. Hvis du vil have det autentiske Marrakech med kaos, larm og komme tæt på de lokale, så skal du vælge at bo på et Riad i Souken, ønsker du derimod den mere europæiske hoteloplevelse med reception, roomservice, pools og ro, så skal du vælge et af de nye og moderne hoteller i den nye bydel.

Hvis du som os vælger at bo i den nye bydel, så kan du nemt gå ned til den gamle souk – hvad vi dog erfarede så er det vigtigt at gå ind det rette sted hvis du vil opleve de mere end 7.000 hyggelige boder med tæpper, lertøj, krydderier, tøfler, lædervare, samt lokale restauranter og små værksteder. Gå derfor efter pladsen Jemaa el-Fna-pladsen, herfra kan du rimelig nemt og overskueligt både finde ind og ud af Souken. Det er også på Jemaa el-Fna-pladsen du finder aber, slangetæmmere, akrobater, tryllekunstnere og madboder – især om aftenen er der fuld gang i pladsen og den er tæt pakket med både lokale og turister.

Et lille glimt af souken/medinaen

Souken er smuk og skræmmende på samme tid, men den skal opleves – så ind og stik snuden ned i krydderierne, prut om prisen med gadesælger, drik en kold cola på toppen af Souken og få en sludder for en sladder med de lokale – jeg lover dig du går ud fra Souken med minder for livet.

 

Hvad skal du opleve?

Et must do er en tur i ørkenen på ATV, vi havde den mest fantastiske tur igennem ørkenen med et lille stop hos et lokalt ægtepar som bød på the og småkager under vinrankerne i haven. Naturen er intet mindre end fantastisk og kan ikke beskrives, så prøv det!

ATV i ørkenen

En anden meget populær tur i Marrakech er et besøg i deres palmepark på kamelryg og gerne i solnedgangen, det var nu også meget hyggeligt og vi fik lov til at nusse om kamelerne da turen var slut, men nok lidt for meget en turistfælde til os. Det fedeste ved turen til palm grove var faktisk at vi var der under ramadanen og blev budt med til “bords” efter turen fordi solen lige var gået ned, så der sad Martin og jeg så i en rundkreds med 5 lokale kamelpassere, en stor gryde i midten med mad og så kunne vi bare spise løs – det gjorde vi dog ikke, men vi smagte da på det(tror det var fisk?) og så fik vi en lille sludder for en sladder indtil vores chauffør var færdig med at spise og klar til at køre os hjem igen.

Palmgrove

Noget vi ikke gjorde, som vi fortryder lidt var en tur i luftballon over ørkenen i solopgangen, jeg læste meget om det, men da vi begge har højdeskræk og generelt bare ikke er så vilde med tanken om at flyve rundt i ballon, så blev det ikke til noget – så den må vi have tilgode til et andet sted i verden.

 

Hvor skal du spise?

Jeg går meget op i mad, ihvertfald den del hvor man spiser det og det gør jeg også når jeg rejser. Jeg synes det hører med til oplevelsen af en by eller land at opleve deres køkken og derfor kan jeg godt lide at spise lokalt og prøve forskellige ting af.

Dar Zellij: En gemt perle i medinaen med skønne drinks på taget og det lærkreste lokale mad. Restauranten ligger i en gammel fin Riad og er gennemført smuk med træer i midten og smukke marrokanske detaljer. Helt klart et besøg værd.

Le grand cafe de la poste: Er en fransk ejet restaurant med kræs for detaljerne, her finder du en blanding imellem det franske og marrokanse køkken og det spejler sig rigtig fint i byen Marrakech, hvor der er ligeså mange der snakker fransk som marrokansk. Restauranten ligger i den nye bydel og var klart en af favoritterne på vores tur. Indretningen var utrolig fin og hyggelig og servicen helt i top.

En lille lokal på Jemaa el-Fna-pladsen:

Bestil bord på en af da små lokale restauranter der vender ud med Jemaa el-Fna-pladsen, gerne en af dem der tilbyder roof top dining. Her kan du opleve pladsen med røg fra madboderne, lys, leben og gak og gøjl oppe fra om aftenen og lidt på afstand, kan du også få et indtryk af hvor stor medinaen/Souken faktisk er. Når jeg siger roof top dining, så mener jeg ikke en lækker restaurant på 42. Etage, men nærmere en lille lokal biks på 2. Sal. Bare lige så ingen bliver skuffet.

På toppen af Souken

Det skal du være opmærksom på:

  1. Pas på dine ejendele, især når du går rundt i medinaen/Souken.
  2. Sig nej hvis nogen vil vise dig vej i medinaen, det er IKKE gratis og du kan ikke stole på hvor de fører dig hen. Bliv ved med at sige nej og gå videre, start ikke en samtale eller andet, bare NO THANK YOU og så videre. De lokale vejvisere kan både være unge som gamle, men lad dig ikke narre. Spørg hellere om vej på restauranter eller caféerne og lad dem guide dig.
  3. Pas på du ikke farer vild i medinaen/Souken, det er som sagt en stor labyrint og den er stor, meget større end du regner med. Det siges at en selv en lokal der har boet hele sit liv i souken, heller ikke kan finde 100 procent rundt fordi der er SÅ mange små gader, kroge, stiger og veje.
  4. Aftal pris med taxa chaufføren inden du stiger ind og kør kun med de rigtige taxa’er. Der er mange “privat”-taxa’er som holder ind og spørg om du skal bruge et lift. Sig pænt nej tak og gå videre.
  5. Lige meget hvor mange grader det er, så skal man respektere folket i det land man besøger og i Marrokko vil jeg derfor anbefale at du har lange bukser/nederdel på og noget til at dække dine skuldre som kvinde. Dette er ikke en lov, men det er ren og skær respekt og du undgår at nogen af de lokale kigger skævt til dig. Så gem sommerkjolerne og de korte shorts til når du opholder dig på hotellet hvor de er vandt til turister.

God tur!

//Marlene

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har købt et hus, med nogle helt specielle naboer 🙈