Rejseguide til Marrakech

Lidt tanker om at rejse alene med to børn

I morgen rejser vi hjem efter 14 skønne dage i Italien. Og hvordan er det så gået med at rejse alene med to børn? Jeg indrømmer gerne, at jeg havde regnet med at jeg vil vende retur og være træt, i søvnunderskud og have brug for ferie ovenpå 14 dage med de to krudtugler, men faktisk, så er der ingen af os, der er klar til at tage hjem, så helt skidt har det i hvert fald ikke været – hverken for børnene eller mig.

Hvis du ikke fik læst om hvorfor vi valgte lige netop denne campingplads og denne form for transport, så kan du læse det her.

Udover at rejse alene voksen med to børn, så vil jeg jo mene, at jeg på alle måder har taget udfordringerne op – først 27 timer i bus og så 14 dages indkvartering i telt 😅 (Alt er booket igennem friferie.dk og vi har været så tilfredse med både transport og indlogering)

27 timer i bus gik lettere end jeg havde turde håbe på 😅

Busturen gik over al forventning og første gang jeg hørte spørgsmålet “hvornår er vi der?” var da vi begyndte at sætte folk af på andre campingpladser et par timer herfra.
Både ungerne og jeg havde godt selskab og masser af mennesker at snakke med i bussen og endda flere som bor på samme campingplads og som børnene har leget med efterfølgende 🙏🏼
Der var mulighed for at købe forplejning i bussen, og ifølge ungerne kunne den ikke have været meget bedre. Imellem de rigtig spisepauser kunne der bestilles alt fra parisertoast og popcorn til varm kakao med flødeskum og et stort udvalg af slik og chokolade. Jeg vil vove at påstå at vi alle tre kom særdeles mætte frem og havde samlet brugt under 250 kr for både frokost, aftensmad, morgenmad og snacks.. og kaffe ad libitum til mig 🙌🏼

Campingpladsen er ret stor, hvilket satte mig lidt på prøve i forhold til at få slæbt bagage ned på vej 37, hvor vi bor 😅 Jeg havde ved bestilling noteret at jeg rejser alene med to børn og derfor ønskede at bo rimelig tæt på diverse faciliteter. Og jeg indrømmer at jeg bandede lidt over det hele da jeg i 30 graders varme fandt ud af at vi skulle cirka 800 meter væk fra receptionen. Heldigvis kun for at opdage at vi har badefaciliteter på vejen efter og legeplads, samt pizza- og isbutik på samme vej. 🙌🏼

Vi har lejet et af de der luksustelte og det har fungeret så fint i forhold til den temperatur vi har haft. Hvis det havde været meget varmere, så havde en blæser nok været nødvendig. Men nattetemperaturen har været perfelt og begge unger har sovet til mellem kl. 8 og 9.30 hver dag ✌🏼

En af mine største bekymringer lå nok i, hvis vi boede langt væk fra badefaciliteterne, i forhold til hvis en af ungerne skulle op om natten, men efter at have badet og leget en hel dag og med sengetider mellem 22-24, så har begge børn været tæt på bevidstløse og slet ikke haft brug for at stå op om natten.

På dag 3 lejede vi cykler, så vi nemmere kunne komme til poolen, byen og supermarkedet. Der går en sti hele vejen ned igennem pladsen, hvor der ikke må køre biler og det har gjort, at jeg med ro i maven, har kunnet lade selv Ida på 5 år hente morgenmad i supermarkedet alene – hvilket hun i øvrigt lige voksede 5 cm af ❤ Cyklerne har virlelig været guld værd, når vi nu ikke har bilen med og udover at vi kunne cykle til Punta Sabbioni, da vi skulle sejle til Venedig, så har ungerne elsket at køre rundt på campingpladsen, sammen med alle de andre børn 😎

Ungerne fik tegnet et “funny face” portræt i Venedig 🤣

Så alt i alt har både transport og indlogering været helt perfekt 🙏🏼
Så er der jo bare den del med at rejse alene med to børn.

Heldigvis er de jo så store, at de kan klare meget selv, så den del bekymrede mig egentlig ikke. Jeg har altid taget på mange ture  og har også før rejst alene med begge børn og ser ikke det i sig selv som en udfordring. Der hvor jeg oftest kommer i problemer er i forhold til børnenes forskellige alder og køn. De er sjældent enige og hvis de er, så siger den ene det modsatte af hvad han/hun egentlig vil – bare for at de ikke skal sige det samme – sådan føles det i hvert fald.
Så prøven ved at rejse med ungerne har 100 procent ligget i mine evne til at være ordstyrer og sørge for at forhandlingerne – som det altid ender ud i – er gået retfærdigt til. Jeg vil mene, at det er gået nogenlunde lidt over halvdelen af dagene. Et par dage har jeg talt med store bogstaver ind i mellem og en enkelt dag var én af dem, hvor man strækker hænderne mod himlen når man når sengetid og takker gud eller hvem der nu har sørget for, at man kom nogenlunde igennem dagen. Her startede Ida nemlig med at brokke sig over stranden OG poolen – og konstaterede at hun ikke gad nogen af tingene. Da Simon foreslog vi kunne spille Uno, så brokkede den lille prinsesse sig så over, at vi skulle bruge tid på at spille kort, når der både var en pool og en strand, hvor man kunne bade. Når dagen starter sådan, så ved man at man skal sænke forventningerne og udelukkende kæmpe for at holde en nogenlunde god stemning. Efter et par timer tøede hun dog op, men så var det som om, at Simon tænkte, at så nemt skulle jeg ikke slippe, så han overtog “rollen” resten af dagen🤦🏼‍♀️ Men sådan nogen dage skal der også være plads til.. og så slemt var det nok heller ikke, selvom jeg lige den dag godt kunne have brugt en til at aflaste lidt.

Pizza på stranden.. Vi har tre små kogeblus i teltet, men de fleste dage har vi altså taget en lidt nemmere løsning og brugt tiden på at hygge i stedet for på madlavning 🤷🏼‍♀️

Men udover det så har vi faktisk bare hygget. Det har været en ferie på børnenes præmisser, men med plads til både en bog og et glas rosé til mig ind imellem.
Vi har badet i pool og ved strand, bygget sandslotte, dykket, spillet minigolf, været på legepladser, malet muslingeskaller, bygget lego, set diverse shows om aftenen, været i Venedig, cyklet på marked, hygget, leget og spist sammen med nye venner og meget mere. Nogle eftermiddagstimer har jeg haft 6-8 børn hos mig, når ungerne har haft hele flokken med hjemme til spil, hygge og leg. Enkelte timer har jeg endda udelukkende haft andres børn hos mig, som har tegnet og fortalt om deres hverdag, fritidsaktiviteter og familier, imens de har ventet på at mine om retur fra legepladsen eller supermarkedet og nogle timer har jeg været “alene” imens børnene har været på legeplads eller hos nye venner.

Campingpladsen har til fulde levet op til vores forventninger og vi kunne sagtens finde på at komme tilbage en anden gang 🙏🏼

De sidstnævnte timer har jeg virkelig nydt. Jeg har læst, tegnet eller drukket et glas rosé og nydt det gode vejr – alle sammen ting der får mig helt ned i gear og giver mit til tider stressede hoved fred og ro.

Vi kunne egentlig godt snuppe en uge mere, men vi må hellere hjem og fejre Idas fødselsdag på mandag 🇩🇰

Når jeg ser tilbage på de her fjorten dage, så tror jeg egentlig de fleste sagtens kan klare at rejse fjorten dage alene med to børn. Selvfølgelig er man “på” fra morgen til aften, men med et hav af aktiviteter, så er det slet ikke så slemt. Til gengæld tror jeg måske mange vil opleve en udfordring i de timer, hvor man skal nyde sit eget selskab. Selvom det lyder luksus i mange mødres ører, så kan de timer nemlig godt være lidt “svære”, når man har været nogens mor i mange år og derfor konstant stået klar til at servicere de små krudtugler og måske gemt sig lidt i skyggen af dem.

Nu venter 26 timer i bus – jeg har gemt lidt små gaver og har ny underholdning printet og klar, så turen forhåbentlig går ligeså godt hjem som herned.

En ting er i hvert fald helt sikkert – vi er ikke færdig med at rejse og opleve verden. Vi er klar til nye eventyr – jo før, jo bedre.

/Christina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rejseguide til Marrakech